KLITMØLLER SPEJDERNE -NYHEDSBREV FEBRUAR 2020
Første måned i et nyt dejligt spejder år 2020 er snart slut. Og det har været dejligt at mødes med spejdere igen.
Der har været sleep-over i spejderhuset, bål ugentligt og generel god aktivitet på Skolestien 10.
Der er endelig blevet fundet en lejer til lejligheden ovenpå spejderhuset. Det er skønt at stedet nu får liv døgnet rundt. Så når der frem over er lys på første sal er det bare fordi der er nogen hjemme.
KONTINGENT OPKRÆVNING
Det er sidste chance for at betale kontingent er lørdag den 1. Februar. Så skynd jer at få betalt
Familiespejd 200 kr. pr. familie
Mikro, mini, junior og trop 400 kr pr. person
Lederne og gruppehjælperne 75 kr. pr. person
Betal til spejdernes konto: 9083 0535663262 – eller via vores mobilpay nummer 75995 eller kontant i Janes postkasse, vestermøllevej 19.
HUSK / VIGTIGT: SKRIV DET FULDE NAVN PÅ DEN SPEJDER DER INDBETALES FOR!!!!!
RENGØRINGSTJANS I SPEJDERHUSET
Kære forældre – hvem melder sig frivilligt? I kan tage jeres spejdere med – de er super seje til fejestafet skulle vi hilse og sige. Meld klar til at løse opgaven samt, hvilken måned du vil tage, til Thit på mail thitmoses@gmail.com. Der gøres rent sidst på måneden!
Kontakt thitmoses@gmail.com eller evt. Janebauer@mail.dk når det er din tur til at gøre rent, så får du nøgle og øvrig info, hvis du har brug for dette.
Der er frit valg fortsat på alle månederne fra nu af.
SPEJDERBROR
”Spejderbror! Her er min hånd,
fast vi kæden slutter,
sammen vi står, sammen vi går,
sammen i broderskabsånd.
Smedet er kæden af stærke arme,
gennemglødet af hjertets varme.
Spejderen er rundt på vor jord:
Hele verdens bror!”
Vi synger til hvert spejdermøde sidste vers af ”Spejderbror! Her er min hånd!” Det er en god sang der minder os om hvorfor vi går til spejder.
Når man er spejder lærer man rigtig meget om friluftsliv, om hvordan det føles i en skov når det er vintermørkt og når foråret spirer frem. Man lærer at man selv kan klare mange ting, at man kan lave mad over bål og skabe ting med ens hænder – fra at snitte en ske til at bygge en hule.
Men hvis man skal kunne lære det, er det afgørende at man øver sig i at samarbejde, at lytte til hinanden, at hjælpe hinanden og holder hinanden i hånden. At gøre sit bedste for at være en god spejderbror!
Det kniber det desværre nogle gange med – måske fordi det er det allersværeste –
Har I og jeres spejdere gode forslag til hvordan vi skal være bedre spejderkammerater? Det må I meget gerne snakke lidt om derhjemme og melde retur til en spejderleder næste gang I kommer i spejderhytten.
GRUPPERÅDSMØDE
Indkaldelse til grupperådsmøde hos Klitmøller Spejderne.
Mandag den 17. februar 2020 kl. 19.00 i spejderhuset, Skolestien 10 i Klitmøller.
Dagsorden:
1) Valg af dirigent og referent.
2) Beretning fra bestyrelsen og ledergruppen.
3) Fremlæggelse af årsregnskab for det foregående år til godkendelse.
4) Behandling af indkomne forslag.
5) Væsentlige beslutninger om gruppens fremtid,herunder:
a. Forelæggelse af gruppens udviklingsplan med hovedindsatsområder for indeværende år, beslutninger i øvrigt om gruppens udvikling, spejderarbejde m.v.
b. Vedtagelse af budget for indeværende år, herunder fastsættelse af kontingent.
6) Fastsættelse af antallet af bestyrelsesmedlemmer.
7) Valg til bestyrelsen af:
• Bestyrelsesformand. Martin Eigenbroth – ikke på valg.
• Kasserer. Lone Mathieu – ikke på valg.
• Unge. (Ung = 15-24 år) Nanna Bauer Nygaard – ikke på valg. Alberte Gyldenberg – ikke på valg. Nichlas Midholm Eriksen – ikke på valg.
• Ledere, herunder mindst en gruppeleder:
• Jane Bauer (Gruppeleder) – ikke på valg.
• Grethe Mejlgaard Eigenbroth/Grunda – på valg – genopstiller ikke.
• Grethe Goul-Jensen – på valg. Genopstiller – men viger gerne pladsen for en anden.
• Forældre. Helene Stougaard – ikke på valg.
8) Valg af gruppens to medlemmer af Korpsrådet.
9) Valg af gruppens fem medlemmer af divisionsrådet.
10) Valg af revisor og evt. en revisorsuppleant.
11) Eventuelt
VI GLÆDER OS TIL AT SE EN MASSE INTERESSEREDE FORÆLDRE MV.
På bestyrelsens vegne
Martin Eigenbroth.
TÆNKEDAG. FÆLLESMØDE
Den 22 Februar er der fællesmøde for alle spejdere og spejderledere. Vi skal ud på tur så medbring cykel. Vi mødes ved købmanden. Tidspunkt for arrangementet er kl10-13.
Tænkedag er dagen, hvor du tænker på dine spejdervenner fra nær og fjern.
Den 22. februar hvert år fejres Tænkedag af spejdere over hele Jorden. Tænkedag er den dag hvor Robert og OlaveBaden Powell begge havde fødselsdag. Robert Baden Powell startede spejderbevægelsen i 1907, og blev senere Verdensspejderchef. Hans kone Olave overtog senere pigespejderbevægelsen, og sammen var de Verdensspejderchefer til deres død.
De fik begge en masse fødselsdagsgaver af spejderne, men opfordrede spejderne til at indsamle penge i stedet for at give dem gaver, så gaverne kunne gå til gode formål.
Derfor er det nu en tradition, at grupperne samler penge ind på Tænkedag. I Klitmøller bruger vi at donere 2 kr. pr. år du har været spejder.
Tænkedagen giver en ramme til at tale om værdier, oplevelser og alt det, der er med til at gøre jer til en del af det store, globale spejderfællesskab. Læs mere her.
MÅNEDENS LEDER-PRÆSENTATION
Hej spejdere, mit navn er Ane Kirk og jeg er spejderleder for mini-spejderne. Jeg flyttede til Klitmøller med min familie sidste forår og startede som spejderleder sidste sommer. Jeg blev leder fordi jeg elsker friluftslivet, syns man sover bedst på et liggeunderlag med udsigten til en teltdug og fordi bålmad er min yndlingsmad. Jeg er desuden meget begejstret over naturens særheder og bizarre eksistenser- og jeg elsker at dele den begejstring med ungerne.
Vidste I fx at der findes en helt særlig parasit som kun går på ravsnegle. Parasitten får deres antenneøjne til at svulme op og pulsere. Samtidig får ravsneglene en ustyrlig trang til at kravle op i toppen af strå, så de kan blive spist af en fugl. Kun på den måde kan parasitten nemlig fuldføre deres cyklus og formere sig. Deres æg kommer ud med fuglens lort og når en uheldig ravsnegl spiser de blade som æggene ligger på – og vupti. Så starter cyklussen forfra. Det er da fascinerende!
(Leucochloridium paradoxum – google it)
Jeg er fra en natur- og friluftsfamilie, men har aldrig før været spejder. Til gengæld har jeg giftet mig ind i en spejderfamilie (DDS, selvfølgelig) og de har åbnet den fantastiske spejderverden for mig. Desværre nåede jeg ikke at være spejder som barn, men det kan jeg jo så kompensere for som spejderleder. Ud over spejderlivet er jeg i gang med at starte en højskole i Vester Thorup op, en højskole med fokus på bæredygtighed og friluftsliv.
Jeg glæder mig til mange flere sjove og gode stunder med minierne – for sammen kan vi alting (som vi siger i mini-råbet).