Kære alle.
Vi håber at I nyder sommeren.
Vi vil gerne sende jer på ferie, med denne fantastiske nyhed.
spejderhilsner fra www.klitmollerspejderne.dk
Klitmøller Spejderne får støtte til spejderhus i Klitmøller
Klitmøller Spejderne har fået 557.500 kr. fra Nordea-fonden til nye vinduer og ny beklædning, der vil bidrage til at renovere og styrke fællesskabet i Klitmøller.
Med 557.500 kr. i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje kan Klitmøller Spejderne nu fortsætte renoveringen af deres spejderhus, der er fra 1968, og derfor trænger til en ansigtsløftning.
Forperson Helene Elisabeth Dam Jørgensen er meget begejstret over støtten:
Spejderhuset i Klitmøller er ved at være slidt. Derfor har bestyrelsen lavet et større prioriteringsliste, hvor der med denne store donation kan sættes kryds ved to af de store punkter – nemlig nye vinduer og døre, samt en ny klimaskærm, som betyder at vi efterisolerer huset på ydersiden, og derefter beklæder det med varmebehandlet træ.
Mange af vinduerne er fra da huset blev bygget, og en stor del af murværket er også ved at være træt. Det er derfor rettidigt omhu at renovere disse ting nu, så spejderhuset bliver ved med at være samlingspunkt i Klitmøller de næste mange år, forklarer Helene.
Spejderhuset bruges nemlig ikke kun af Klitmøller Spejderne, men også Klitmøller Friskole, musikskolen og andre af byens lokale anvender huset og arealerne rundt om bygningerne.
Klitmøller Spejderne får del i Renoveringspuljen
Nordea-fonden har uddelt 100 mio. kr. til 187 projekter gennem Renoveringspuljen, som støtter grønne og sociale forbedringer af lokale mødesteder over hele landet. 1.276 ansøgninger kom ind fra både små og store fællesskaber.
Projekterne har fokus på bæredygtighed, fx energirenovering og tilgængelighed, og fordeler sig på 67 kommuner i alle fem regioner. ”Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Puljen vender tilbage i efteråret 2025.
Om Nordea-fonden
• Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
• Renoveringspuljen var åben fra november 2025 til marts 2025, hvor i alt 1.276 projekter søgte om støtte.
• Renoveringspuljen uddelte 99,9 mio. kr. til 187 projekter.